Lambdas initiativpulje

Lambda har hvert år en pulje afsat i budgettet til initiativer, som ikke falder ind under det i forvejen planlagte budget. Puljens størrelse varierer fra år til år. 
Her finder du retningslinierne og vejledning i hvordan puljen søges.

Retningslinjer for ansøgninger til Lambdas Initiativpulje

(revideret 5.maj 2024)

Lambdas bestyrelse har etableret Initiativpuljen med henblik på helt eller delvist at kunne støtte arrangementer og andre tiltag som ikke har været opstået på tidspunktet for budgetplanlægningen for regnskabsåret. 

Initiativpuljen bliver kun tilført midler for et kalenderår ad gangen, og der kan derfor alene søges midler for indeværende kalenderår. 

Hvem kan søge Initiativpuljen?

Initiativpuljen kan fortrinsvist søges af Lambdas aktive frivillige eller medlemmer. Faste brugere af et eller flere af Lambdas tilbud kan ligeledes søge Initiativpuljen til relevante tiltag. 

Organisationer og enkeltpersoner som ikke har en direkte tilknytning til Lambda, kan ligeledes ansøge Initiativpuljen, men vil kun blive støttet i særlige tilfælde. 

Hvad kan der ansøges til?

Initiativpuljen kan dække en bred vifte af tiltag i form af arrangementer, aktiviteter og lignende tiltag som giver værdi for Lambda som forening.  

Aktiviteter som kan støttes af Initiativpuljen kan eksempelvis være (men er ikke begrænset til): 

  • Opkvalificering af frivillige. 
  • Arrangementer til oplysning og uddannelse af frivillige og eller medlemmer/brugere. 
  • Arrangementer som gavner det sociale sammenhold blandt foreningens frivillige. Tiltaget skal primært gavne det sociale sammenhold på tværs af foreningens grupper, men kan undtagelsesvist alene være til fordel for én gruppe. 
  • Sociale tiltag for foreningens brugere. 
  • Konferencer, stormøder og lignende som gavner foreningen, herunder blandt andet dens politiske arbejde.

Aktiviteterne skal have til formål at give værdi for et større antal personer. Bestyrelsen prioriteter tiltag som gavner frivillige og medlemmer, og sekundært brugere af foreningen. Undtagelsesvist kan der ydes tilskud til tiltag som kommer LGBTQ+-personer på Fyn og sekundært resten af Danmark til gavn. 

Arrangementer hvis primære formål er bespisning vil kun blive dækket i særlige tilfælde, og i form af større arrangementer som kommer en større deltagerkreds til gavn. Øvrig bespisning vil kun blive prioriteret i mindre grad, og såfremt der er midler tilbage hertil i Initiativpuljen. Snacks mv. i forbindelse med arrangementer accepteres i nødvendigt omfang.

Hvad kan der anskaffes med midlerne?

Som udgangspunkt kan der anskaffes det som er nødvendigt for at opfylde det formål som er fastsat i forbindelse med ansøgningen. 

Anskaffelser af inventar og andre genstande dækkes kun såfremt de er direkte relateret til aktiviteten. 

Anskaffelser som kan støttes af Initiativpuljen kan eksempelvis være (men ikke begrænset til):

  • Deltagergebyr (eksempelvis til kurser el. lignende)
  • Betaling til oplægsholdere 
  • Leje af faciliteter og lignende (eksempelvis leje af bowlingbaner, idrætshal mv.)
  • Indkøb af mad i forbindelse med bespisning 

Transport til eksempelvis møder og lignende dækkes som udgangspunkt i forhold til de generelle retningslinjer herfor, og af foreningens budget til dækning af transportudgifter. 

Hvad skal en ansøgning indeholde?

En ansøgning til Initiativpuljen skal som minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Navn og kontaktinformation (fx e-mail) på den som ansøger
  • Beskrivelse af aktiviteten og hvad der anskaffes 
  • Forventet tidspunkt for aktivitetens afholdelse
  • Formål, dvs. hvem kommer anskaffelsen til gavn
  • Forventet antal deltagere
  • Beløb som der søges om
    • Såfremt beløbet er afhængig af antal deltagere, beskrives den forventede udgift pr. deltager inkl. angivelse af maksimalt antal deltagere
  • Egenbetaling fra deltagerne
  • Udkast til budget, særligt såfremt finansiering også opnås enten fra andre regnskabskonti i Lambda eller andre steder fra

Ansøgninger sendes til kassereren på regnskab@lambda.dk. Det er ligeledes altid muligt at have en forhåndsdrøftelse med kassereren eller et af bestyrelsens øvrige medlemmer. 

Ansøgninger behandles på førstkommende bestyrelsesmøde, medmindre tidsfristen gør at behandlingen af ansøgningen kan afvente et senere bestyrelsesmøde. 

Godkendelse eller afslag på ansøgningen fremsendes umiddelbart efter at bestyrelsen har truffet afgørelse. Godkendelsen vil indeholde de eventuelle begrænsninger eller betingelser som bestyrelsen har truffet beslutning om.  

Det er til enhver tid alene bestyrelsen som kan træffe beslutning om anvendelse af midler fra Initiativpuljen. 

Bestyrelsen kan til enhver tid ændre i retningslinjerne for ansøgninger til Initiativpuljen.