Medlemmerne er vigtige og nødvendige for enhver forening og derfor er det vigtigt at det er nemt og tilgængeligt at melde sig ind, såvel som at være medlem af foreningen. Det må vi indrømme at vi ikk ehar været særligt gode til i Lambda de sidste par år. Bestyrelsen fik en opgave af generalforsamlingen i starten af 2025, nemlig at få styr på medlemskaberne en gang for alle. Det har ført til at vi har undersøgt forskellige systemer til dette, vi har nedsat et medlemsudvalg, taget en beslutning og implementeret systemet.
Derfor er det en stor glæde, at vi nu er i luften med Lambdas nye medlemssystem GoMember. Det betyder at det fra nu af er blevet betydeligt lettere at melde sig ind i foreningen og lettere for eksisterende medlemmer at betale kontingent. Du vil blive opkrævet automatisk, når det er tid til at betale kontingent.
Vi skiftede for et års tid siden til et nyt regnskabssystem, fordi vi havde brug for noget mere moderne end det regnskabssystem der fandtes i Foreningsadministrator, som vi har benyttet til både medlemsadministration og regnskab gennem en årrække.
Foreningsadministrator krævede meget manuelt arbejde, hvilket har gjort administrationen tung. Særligt da vi på grund af stigende omkostninger sagde farvel til PBS/Betalingsservice, oplevede vi en øget administrativ byrde. Vi satsede på at abonnementsfunktionen i vores nye regnskabssystem, Dinero, kunne benyttes som egentligt medlemssystem. Det viste sig dog at det kunne det ikke, der var simpelthen ikke de funktioner vi havde brug for og bogføringen blev temmelig besværlig.
Med skiftet til GoMember, får vi nu et dedikeret system til administration af medlemmer, frivillige, kontingentindbetalinger, tilmelding til aktiviteter og arrangementer samt booking af lokaler og ressourcer i foreningen. Et stærkt samlende værktøj for både medlemmer og frivillige.
Vi skal også lige lære systemet at kende, så måske ved vi ikke alt fra starten, men spørg endelig hvis der er noget du gerne vil vide. Vi har adgang til god support.
Har du spørgsmål til dit medlemskab, kan du skrive til os på medlem@lambda.dk - eller her på GoMember.